For Årets sygeplejerske er det hele sygepleje
Tirsdag den 22. oktober 2024 blev sygeplejerske Christina Neumann Nielsen fra Onkologisk Afdeling, SUH Roskilde kåret som Årets Sygeplejerske i DSR Kreds Sjælland. Kåringen fandt sted ved DSRs generalforsamling på Absalon i Slagelse, hvor over 200 sygeplejersker deltog.
Siden da er lykønskningerne strømmet ind fra nær og fjern, og fejringen er blevet dækket i ugeaviser i hele regionen samt på DR P4 Sjælland.
For Christina er prisen mere end en hædersbevisning og faglig anerkendelse. Hun ser sig selv som en del af en større helhed, og hendes arbejde lykkes kun, fordi kollegerne og lederne omkring hende har samme indstilling og bakker op.
Da vi møder hende til en snak om prisen, er hendes første reaktion derfor også, at hun gerne vil bruge opmærksomheden til at inspirere og sætte mere fokus på en anden slags gode historier end dem, man normalt hører om i sundhedsvæsnet. Gode historier om et positivt og menneskeligt møde med sundhedsvæsnet selvom forløbet er svært, og udfaldet måske ikke bliver, som man håber.
- De patienter, vi ser i onkologien, gennemgår livsændrende forløb. Når en i familien bliver syg med kræft, rammer det dem alle, og selv hvis man kommer rask ud på den anden side, vil oplevelsen trække spor langt ind i livet bagefter. Det er det mest meningsfulde og givende, jeg overhovedet kunne beskæftige mig med. Det er jo netop i den her slags forløb, at vi oplever, hvor stor en forskel vi i virkeligheden kan gøre. Vi er med til at forme folks opfattelse af sundhedsvæsnet, så næste gang de kommer på sygehuset, så kommer de ind ad døren med minder om en tryg og god oplevelse i lommen. Dét er værd at tale om!
Læs også om Karin Rasmussen, der har været der for børnene og deres familier i 40 år
Onkologien er mere end kemo og kvalme
Selvom kræft er den hyppigste dødsårsag i Danmark, er der stadig et hav af myter og misforståelser omkring både sygdommene og behandlingerne. Et af de spørgsmål Christina ofte bliver mødt af, når folk finder ud af, hvor hun arbejder, er: ”Hvordan kan du holde det ud?” For det er let at forestille sig, hvor svært det må være at skulle arbejde et sted, der kræver så meget af nervesystemet. Men for Christina giver svaret imidlertid sig selv. Forestillingen, om at hverdagen på afdelingen mest går op i ”kemo og kvalme”, kunne ikke være længere fra sandheden:
- Rent menneskeligt er der svære ting i alle specialer. På den måde er onkologien ikke unik. Men måden, vi arbejder på, er noget helt særligt. Hver patient og hver familie er forskellig, og derfor skal løsningerne også være det. Om det handler om at finde en måde at få den sengeliggende patient udenfor en sidste gang til at trække frisk luft under åben himmel, eller om mavefornemmelse for hvordan og hvornår vi kan tale med patienten om ’kærlighedens skjold’ – beskyttertrangen overfor de nærmeste – det er alt sammen sygepleje. Og det kræver, at vi er nærværende og observerende med alle sanser. Hele tiden. Det er enormt intenst og SÅ givende for mig.
En ekstra indsats for børnene
Selvom det er voksne kræftpatienter, der indlægges på sengeafsnit O81, hvor Christina er teamkoordinator, har hun en særlig opmærksomhed på børnefamilierne. Når patienten i sengen har yngre børn, kræver det en ekstra indsats at sikre, at de bliver inddraget og gjort trygge i forløbet. Og her er Christina klar med en hjælpende hånd, ikke bare til patienterne, men også til kollegerne, fortæller oversygeplejerske Tina Nørbæk:
- Som patient handler man ud fra det, man ved, kender og har lært igennem livet. Kun de færreste er klædt på til at være alvorligt syge og samtidig hjælpe børnene med at håndtere alt det, der sker i sådan et forløb. En del af vores opgave er derfor at vejlede om, hvordan de på en god måde kan tale med og inddrage børnene på deres præmisser. Her træder Christina særligt i karakter som rollemodel. Hun er god til både at lære fra sig og til at have et øje på, hvornår en kollega har brug for at blive mindet om nogle af de mange gode materialer, vi har til rådighed.
Hør podcasten Et liv med kræft: Mine børn skal kunne huske mig (Apple)
Hør også afdelingens podcast-episode 'Et liv med kræft: Mine børn skal kunne huske mig' (Android)
Udover arbejdet med patienterne deltager Christina også i en arbejdsgruppe på tværs af SUHs onkologiske enheder, der har særligt fokus på børn og børns behov, når far eller mor bliver syg med kræft. Gruppen er blandt andet i gang med at udvikle en ny retningslinje, der skal systematisere og højne den pleje og støtte, der gives til børnefamilier både på ambulatorier, sengeafsnit, stråleterapi og i den palliative enhed.
Et perfekt bevis på fælles indsats
For chefsygeplejerske Helle Gert Christensen er prisen også en anerkendelse af afdelingens fælles arbejde.
- Vi er megastolte af Christina, og det er SÅ velfortjent, at hun bliver anerkendt for alt det, hun kan og yder. Samtidig ser vi også prisen som bevis på, at vi som afdeling lykkes med den strategi, vi har lagt. Det er afgørende for os, at vi skaber rammer, hvor netop det brand af sygepleje, som Christina står for, får den nødvendige plads og tid. For det kræver det. Ellers kan man ikke praktisere personcentreret sygepleje. Det er den kultur og de værdier, vi gerne vil kendes på. Så anerkendelsen af Christinas arbejde og kompetencer fortæller mig, at vi er blevet rigtig dygtige til at give tid og plads til høj faglig kvalitet og ildsjæle i vores daglige arbejde. Den slags historier skal vi blive bedre til at tale højt om.
Indstillet af kollega
Det er Christinas sygeplejerskekollega og TR, Britt Sterndorf Olsen, der har indstillet hende til prisen som Årets Sygeplejerske. Her fortæller Britt, hvorfor Christina fortjener prisen:
- For mig repræsenterer Christina essensen i det at være en fremragende sygeplejerske. Hendes tilgang til både patienterne, de pårørende og hendes kolleger i hverdagen viser på alle måder, hvor værdifuld sygeplejerskers viden og kompetencer er. Hun er virkelig dygtig til at se de mennesker, der er omkring hende og bruge sin enorme faglighed til at rumme alt det svære sammen med dem. Det, synes jeg, fortjener anerkendelse. Hun viser det bedste i os sygeplejersker og sætter en tyk streg under, hvorfor vi ikke kan undværes eller erstattes.
Opdateret onsdag den 27. nov. 2024