Afdelinger på SUH reducerer medicinspild for millioner af kroner

- En åbenlys uhensigtsmæssighed.
Sådan beskriver overlæge ved Hæmatologisk Afdeling Christian Bjørn Poulsen den praksis, der tidligere kendetegnede udskrivning af medicin i afdelingen. Medicinen til hæmatologiske patienter er dyr, og ofte fik afdelingen leveret ubrugt medicin tilbage.
Det kunne være, fordi en patient ikke reagerede på behandlingen og skulle overgå til en anden. Eller fordi en patient i livslang behandling var afgået ved døden. Og når medicinen en gang havde været ude hos en borger, kunne man ikke tage den tilbage og give den videre til andre.
- Vi oplevede, at vi ofte fik leveret medicin tilbage til en værdi af flere 100.000 kroner. Det var svært for os at se på i en sparetid. Derfor besluttede vi os for at gennemtrævle, hvad vi kunne gøre for at løse problemet, fortæller Christian Bjørn Poulsen, der vurderer, at afdelingen smed tabletter ud for ca. 2 millioner kr. om året.
Løsningen ligger i mindre doser
Hæmatologisk Afdeling kontaktede Den Regionale Lægemiddelkomité for at diskutere løsninger. I begyndelsen var Christian Bjørn Poulsen optaget af at finde muligheder for at genbruge uåbnede medicinpakker. Men opsætningen af lokale medicinbokse gav pludselig nye muligheder.
- Når vi tidligere har udskrevet større doser, har det været for ikke at ulejlige patienter, der skulle rejse langt for at komme til hospitalet og hente den. Med opsætningen af medicinbokse tæt på patienternes hjem kunne vi udskrive langt mindre doser med kortere intervaller, fortæller Christian Bjørn Poulsen.
Bokse nedbringer spild
Medicinboksen fungerer ligesom en pakkeboks. Afdelingen bestiller medicinen, Sygehusapoteket pakker og lægger den i boksen. Når medicinen er leveret, får patienten tilsendt en sms med en kode til at åbne lågen. Herefter kan patienten få sin medicin.
Den første medicinboks blev indviet 2. juni 2022 i Næstved. I dag er der otte bokse, placeret i henholdsvis Holbæk, Kalundborg, Næstved, Køge, Nakskov, Nykøbing F., Roskilde og Slagelse, og der er planer om at udvide med yderligere fem.
Medicinboksene bidrager ikke blot til at reducere medicinspild, men sparer også tid for sygehuspersonalet, fortæller Sine Thagaard Wermuth fra sekretariatet for Den Regionale Lægemiddelkomite.
- Tilbagemeldingerne er, at afdelingerne oplever, at ledelsesmæssigt fokus og gennemgang af udleveringspraksis bidrager til at nedbringe medicinspild. Samtidig sparer personalet tid, når de ikke længere skal udlevere medicin i samme omfang, men blot udskrive medicinen til patienterne.
Neurologisk Afdeling monitorer og pakker selv

Siden hæmatologerne satte fokus på at reducere medicinspild, er flere afdelinger kommet med. Således Reumatologisk, Neurologisk og Onkologisk, som alle er afdelinger, der udskriver meget og dyr medicin.
Neurologisk afdeling er ikke en del af medicinboksordningen, men har selv sat udleveringen i system. Her bookes patienten til at hente medicinen på et bestemt tidspunkt, den bliver pakket af en farmakonom, der er ansat på afdelingen, og udleveret af en lægesekretær.
Afdelingen har på denne måde formået at reducere sit medicinspild markant ved at monitorere og udskrive mindre doser ad gangen, fortæller chefsygeplejerske Birgitte Mortensen:
- Vi begyndte at monitorere medicinspildet i juni måned og fortalte patienterne, at de skulle aflevere ubrugt medicin, fx hvis vi skiftede dem i behandling. Fra juni til september registrerede vi et spild svarende til et beløb på cirka 325.000 kr., forklarer hun og fortsætter.
- På et efterfølgende personalemøde i september talte vi om det store beløb og aftalte, at vi fremad ville være mere skarpe på ikke at udlevere medicin til mere end tre måneder, samt til kortere tid, hvis vi var i tvivl, om patienten skulle fortsætte i behandlingen. I november kunne vi konstatere et spild svarende til knap 62.000 kroner. Så set i det lys, har vi sparet en masse penge.
Til gavn for arbejdsglæde og patienter
De penge, der bliver sparet, indgår ikke i afdelingernes egne budgetter, men er en del af regionens. Alligevel smitter det positivt af i klinikken, konstaterer Christian Bjørn Poulsen.
- Som medarbejder kan det være svært at stå og smide dyr medicin ud, samtidig med at man knokler derudaf, fordi vi skal spare. Derfor betyder det noget for arbejdsglæden, at vi er bevidste om vores forbrug, selv om gevinsterne umiddelbart går til regionen. I sidste ende er det jo samme kasse. Det er penge i sundhedsvæsenet, og vi løfter alle i flok. Samtidig er det godt for klimaet, og endelig er patienterne glade. De forstår godt, at vi ikke bare kan skrive store mængder dyr medicin ud på en gang. Det er win-win-win.
Flere afdelinger skal med
Jagten på at nedbringe spild er ikke slut endnu. Lige nu har Christian Bjørn Poulsen og hans kolleger fokus på iv-blandinger. Dagen før blandingerne skal bruges, bliver de gennemgået med en læge, så afdelingen er sikker på, at patienterne fortsat skal modtage den planlagte behandling. Ifald de ikke skal, sparer patienten et unødigt fremmøde, og man undgår at smide dyr medicin ud.
Planen er nu, at de positive erfaringer fra Hæmatologisk og andre afdelinger, som har arbejdet med reduktion af medicinspild, skal spredes til resten af SUH, fortæller vicedirektør på SUH og formand for Den Regionale Lægemiddelkomite Peder Fabricius.
- I første omgang har Lægemiddelkomitéen haft fokus på at brede initiativet ud til de afdelinger, der udleverer meget dyr medicin. Selv om de økonomiske potentialer måske er mindre på andre afdelinger, vil vi gerne rulle initiativet yderligere ud. Det er godt for klimaet og for økonomien. Det giver mening, lyder det fra Peder Fabricius.
Det er endnu ikke helt afgjort, om alle afdelinger på SUH skal arbejde med at reducere medicinspild.
Fem gode råd fra Christian Bjørn Poulsen: Sådan reducerer I medicinspild
1. Tag en ledelsesmæssig beslutning om at reducere medicinspild og involver medarbejderne, så det bliver et fælles fokus.
2. Undersøg jeres arbejdsgange, og hvor spildet finder sted – er det i tabletter eller iv-blandinger, og hvad er årsagerne?
3. Start med at udskrive mindre doser til I ved, hvordan patienten reagerer på medicinen, og informer patienten om, hvorfor I ikke kan udlevere medicin til længere tid. Erfaringerne viser, at patienterne godt forstår, at det er nødvendigt at nedbringe udgifter til medicin, der måske alligevel ikke bliver brugt.
4. Brug Den Regionale Lægemiddelkomité til jeres indsats. De kan hjælpe med fx at samle data ind på medicinudgifter og spild.
5. Synliggør jeres indsats, så I fælles kan glædes over resultaterne.

Brugen af medicinbokse
Formålet med medicinboksene er primært at rykke sundhedsvæsenet tættere på borgerne. De viser sig samtidig at være et godt værktøj til at reducere medicinspild, da medicin, der har ligget uafhentet og uåbnet i en boks, godt kan genbruges, mens medicin, som har været hjemme hos en borger, skal destrueres.
Medicinboksene er udelukkende til brug for vederlagsfri medicin, altså medicin, der udskrives i forbindelse med et behandlingsforløb på hospitalet.
I 2024 var der i alt 14.959 bestillinger i Region Sjællands medicinbokse. I alt var der 102 returneringer, heraf syv returneringer som medførte medicinspild. Medicinspildet svarer til en værdi på i alt ca. 14.000 kroner.
Opdateret fredag den 31. jan. 2025